Debatindlæg i Markedsføring”Min postbunke er SÅ stor! Hver dag!!” Sagt indigneret og med en sigende bevægelse, der indikerer hvor enorm den postbunke altså er. Du har garanteret selv sagt det. Jeg har i hvert fald hørt det mange gange. Måske endda med en lille smule stolthed bag den harmdirrende indignation eller trætte resignation. For du må jo være et vigtigt menneske, som mange gerne vil i kontakt med. Ellers ville bunken da aldrig blive SÅ høj.
Hvis vigtighed er målt i postbunkens højde, så ligger jeg nok i den lavere ende. Altså, hvis ikke alle andre overdriver selvfølgelig. Du ved, for lidt til at jeg bliver overvældet, men alligevel nok til at jeg bliver voldsomt irriteret over hvor inderligt ligegyldigt det meste af det er.
Og ligegyldigt, det må det altså ikke være. For selv om jeg ikke ligefrem krammer træer, så kan jeg godt krumme tæer over den mængde papirmasse, porto og eksalteret entusiasme der bliver brugt til at informere mig om noget, som jeg ikke synes kommer mig ved. Stor eller lille. Bunken bliver under alle omstændigheder for høj.
Så sidder du på et bureau og læser disse linier - så er det først og fremmest dejligt, at du har læst så langt. Det må jo være, fordi det er relevant og ikke ligegyldigt. Men bortset fra det: skam dig! Eller smil veltilfreds, fordi alt dette ikke vedrører dig. Du har så nok en handelshøjskolestuderende med god telefonstemme og et minimum af indsigt til at ringe rundt. Ikke for at booke møde ”så vi kan vise, hvad vi kan – helt uforpligtende”, men for at profilere og indsamle information som du bruger til at skrive relevant og vedkommende. Men så har du bare ikke sendt et brev til mig endnu. Det må du ellers gerne. Ligesom mange af mine marketingkolleger er jeg altid interesseret i høre, hvordan jeg får mere succes. Men det skal handle om mig. Jeg ELSKER at høre om mig selv.
OK, det er ikke sikkert, at du ender med at sælge mig noget. I dag. For holder du en dialog kørende med mig – som handler om mig – så vil du få at vide hvornår og hvad du kan sælge til mig. For jeg ELSKER at tale om mig selv. En svaghed jeg deler med mange af mine kolleger.
Skomagerens børn. Ja, ja, jeg ved det. Men tænk lige på det brev du kunne skrive, hvis du i et tænkt eksempel vidste, at jeg lægger marketingbudget i maj, at jeg ikke er helt tilfreds med responsraterne, at kernemålgruppen ikke kender os godt nok og vores website konverterer for dårligt.
Nu tænker du muligvis ”Jeg har da aldrig fået et personligt brev fra Maconomy”. Måske. Men det gør du snart, så hold øje – for vi er begyndt. Vi har fundet ud af, at vores målgruppe foretrækker det sådan.
Og det kræver jo ikke meget. Find ud af hvad der betyder noget i dialogen omkring valg af kreativ samarbejdspartnere og derfor hvad dine segmenteringskriterier skal være. Udover det har du brug for Excel som database og standard Word funktionalitet (IF THEN ELSE) – og med det kan du skrive personlige breve til tusindvis af mennesker. 26 små tekstbidder bliver uden problemer til 480 varianter. Tilføj et ekstra kriterium med 5 muligheder og så er der 2400 varianter. Og vupti, så kan du skrive meget personlige breve til rigtig mange mennesker på én gang. Helt automatisk.
Hvad med digitale medier? E-mail og sådan noget. Oppe i tiden, men bestemt ikke den hellige gral. Det skal jo stadig handle om mig. Åh, jo og så er der jo lige den der flygtige permission, der skal være på plads. Allerede nu modtager de fleste vel mindst 4-5 gange så meget e-mail som snail-mail. Mest fra udlandet og uden at afsenderen har fået lov. Ikke en gruppe du har lyst at være i. Eller behøver at være i. Det er jo let at få lov.
Og her er der et lyspunkt. Jeg har modtaget mange kreativt udformede postforsendelser, som jeg af professionelle årsager både har nærstuderet og svaret på. Men igen. Ingen invitation til rigtig dialog. Det er ellers oplagt at bede om min permission, når nu jeg har svaret og åbenbart gerne vil snakke.
Jeg har nu alligevel givet min e-mail adresse og permission nogle gange. Og inddraget den igen! For de e-mails jeg fik, var ikke til mig. De var til en formodentligt ikke-eksisterende person, som er meget interesseret i reklamebureauer og deres succeser.
Men nu kan det jo selvfølgelig være, at det er som med postbunken. Jeg er måske ikke vigtig nok, så derfor har ingen gidet sende mig et personligt og relevant brev. Men det kan jo ikke helt passe. Hvorfor er dem, som er meget vigtige, så kede af deres store postbunker?
Jeg kan sagtens nøjes med lidt og vil være rigtigt glad for at kunne prale over pausekaffen til næste marketingkonference ”min postbunke er kun så høj – og det meste er faktisk til mig”.
Hvis vigtighed er målt i postbunkens højde, så ligger jeg nok i den lavere ende. Altså, hvis ikke alle andre overdriver selvfølgelig. Du ved, for lidt til at jeg bliver overvældet, men alligevel nok til at jeg bliver voldsomt irriteret over hvor inderligt ligegyldigt det meste af det er.
Og ligegyldigt, det må det altså ikke være. For selv om jeg ikke ligefrem krammer træer, så kan jeg godt krumme tæer over den mængde papirmasse, porto og eksalteret entusiasme der bliver brugt til at informere mig om noget, som jeg ikke synes kommer mig ved. Stor eller lille. Bunken bliver under alle omstændigheder for høj.
Så sidder du på et bureau og læser disse linier - så er det først og fremmest dejligt, at du har læst så langt. Det må jo være, fordi det er relevant og ikke ligegyldigt. Men bortset fra det: skam dig! Eller smil veltilfreds, fordi alt dette ikke vedrører dig. Du har så nok en handelshøjskolestuderende med god telefonstemme og et minimum af indsigt til at ringe rundt. Ikke for at booke møde ”så vi kan vise, hvad vi kan – helt uforpligtende”, men for at profilere og indsamle information som du bruger til at skrive relevant og vedkommende. Men så har du bare ikke sendt et brev til mig endnu. Det må du ellers gerne. Ligesom mange af mine marketingkolleger er jeg altid interesseret i høre, hvordan jeg får mere succes. Men det skal handle om mig. Jeg ELSKER at høre om mig selv.
OK, det er ikke sikkert, at du ender med at sælge mig noget. I dag. For holder du en dialog kørende med mig – som handler om mig – så vil du få at vide hvornår og hvad du kan sælge til mig. For jeg ELSKER at tale om mig selv. En svaghed jeg deler med mange af mine kolleger.
Skomagerens børn. Ja, ja, jeg ved det. Men tænk lige på det brev du kunne skrive, hvis du i et tænkt eksempel vidste, at jeg lægger marketingbudget i maj, at jeg ikke er helt tilfreds med responsraterne, at kernemålgruppen ikke kender os godt nok og vores website konverterer for dårligt.
Nu tænker du muligvis ”Jeg har da aldrig fået et personligt brev fra Maconomy”. Måske. Men det gør du snart, så hold øje – for vi er begyndt. Vi har fundet ud af, at vores målgruppe foretrækker det sådan.
Og det kræver jo ikke meget. Find ud af hvad der betyder noget i dialogen omkring valg af kreativ samarbejdspartnere og derfor hvad dine segmenteringskriterier skal være. Udover det har du brug for Excel som database og standard Word funktionalitet (IF THEN ELSE) – og med det kan du skrive personlige breve til tusindvis af mennesker. 26 små tekstbidder bliver uden problemer til 480 varianter. Tilføj et ekstra kriterium med 5 muligheder og så er der 2400 varianter. Og vupti, så kan du skrive meget personlige breve til rigtig mange mennesker på én gang. Helt automatisk.
Hvad med digitale medier? E-mail og sådan noget. Oppe i tiden, men bestemt ikke den hellige gral. Det skal jo stadig handle om mig. Åh, jo og så er der jo lige den der flygtige permission, der skal være på plads. Allerede nu modtager de fleste vel mindst 4-5 gange så meget e-mail som snail-mail. Mest fra udlandet og uden at afsenderen har fået lov. Ikke en gruppe du har lyst at være i. Eller behøver at være i. Det er jo let at få lov.
Og her er der et lyspunkt. Jeg har modtaget mange kreativt udformede postforsendelser, som jeg af professionelle årsager både har nærstuderet og svaret på. Men igen. Ingen invitation til rigtig dialog. Det er ellers oplagt at bede om min permission, når nu jeg har svaret og åbenbart gerne vil snakke.
Jeg har nu alligevel givet min e-mail adresse og permission nogle gange. Og inddraget den igen! For de e-mails jeg fik, var ikke til mig. De var til en formodentligt ikke-eksisterende person, som er meget interesseret i reklamebureauer og deres succeser.
Men nu kan det jo selvfølgelig være, at det er som med postbunken. Jeg er måske ikke vigtig nok, så derfor har ingen gidet sende mig et personligt og relevant brev. Men det kan jo ikke helt passe. Hvorfor er dem, som er meget vigtige, så kede af deres store postbunker?
Jeg kan sagtens nøjes med lidt og vil være rigtigt glad for at kunne prale over pausekaffen til næste marketingkonference ”min postbunke er kun så høj – og det meste er faktisk til mig”.
